News

News

Hvordan får man mere ud af sit partnerskab?

blog, News, timeline
featured image

Mange partnerskaber resulterer ikke i den ønskede værdi. Det kan blandt andet have at gøre med tid, ressourcer, processer og innovation. For at få mere ud af sine partnerskaber anbefaler jeg to ting.

  1. For det første bør man se på processerne omkring partnerskabet. Mødes I på den rigtige måde? Møder I op forberedt? Hvem er det, der mødes? Ofte kan alsidighed i dialogen, være med til at skabe og vedligeholde energien. Det må ikke være de samme mennesker, som mødes i det samme rum og drikker den samme kaffe gang på gang. Der skal alsidighed til for at skabe energi og kreativitet i partnerskaber, og derigennem kontinuerlig værdiskabelse.
  2. For det andet bør man tage et statustjek på sine partnerskaber efter et års tid. Den dybe tallerken skal ikke genopfindes, men måske skal der nye idéer til at forløse det potentiale, der ligger foran jer. Her kan det være gavnligt med et frisk blik udefra, som upartisk kan stille spørgsmål til det, I gør, og komme med forslag til, hvordan begge parter kan få endnu mere ud af samarbejdet ved at justere på samarbejdets metode og indhold.

Med et friskt blik på processen omkring partnerskabet samt partnerskabets metode og indhold kan begge parter få mere ud af det partnerskab, de har kæmpet for at indgå. Værdi fra dag 1 lægger fundamentet. Værdi i år 2 skabes successen.

Hvordan skaber man værdi i partnerskaber?

blog, News, timeline
featured image

Værdi skaber man ved både at give og at modtage. Det er en interaktion, hvor den, der tør give mest, også får mest. Dermed ikke sagt at man skal sælge ud eller glemme sine egne behov, men ikke desto mindre skal der mere til end kun at have øje for egen potentiel vinding.

Partnerskaber skal ses som en lang rejse, hvor man sammen forfølger et fælles mål. Men for at nå langt på rejsen sammen, skal der både skabes værdi fra start, undervejs og på lang sigt. Derfor skal der også skabes værdi fra dag 1, mens man er i gang med at lære hinanden at kende. Det kan for eksempel gøres ved at arbejde med forsamarbejdsaktiviteter eller ved at arbejde med en prøveperiode for samarbejdet.

Grundlæggende foregår værdiskabelse i partnerskaber i en vekselvirkning mellem den store vision for samarbejdet og mulighedsrummet her og nu. Gode partnerskaber har en stor vision og et ambitiøst mål, og formår at kombinere den med konkrete, materielle nedslag, som giver mening her og nu, og som bærer vidnesbyrd om den rejse, man er på sammen i partnerskabet.

Hvilke udfordringer er der ved partnerskaber?

blog, News, timeline
featured image

Der er ikke noget ”bare”, når det kommer til partnerskaber. Ikke desto mindre er der store muligheder for de virksomheder og NGO’er, som sætter sig for at være de bedste at være i dialog og partnerskab med.

Partnerskaber er ofte svære at indgå og vedligeholde. Parterne har forskellige måder at arbejde på, og er ofte ikke tilstrækkelig åbne omkring deres interesse i partnerskabet eller deres forventninger til modparten. Det er uhensigtsmæssigt, for det gode partnerskab bygger på tillid og en god forventningsafstemning, som er umulige at opnå uden åbenhed.

Dertil kommer det ofte skæve magtforhold, der er, når NGO og virksomhed mødes, hvor NGO’en let kan komme til at ligge under for det store pres, der er på dem for at lande et samarbejde med den givne virksomhed. Igen er åbenhed om behov og interesser den bedste metode til at nivellere magtforholdet og opbygge tillid.

Endelig ser man ofte virksomheder og NGO’er gå til partnerskabsdialoger med en meget snæver dagsorden. For eksempel tænker virksomheden kun på at skabe den ønskede branding og organisationen kun på at modtage en donation. Problemet med det snævre perspektiv er, at det kan fungere som en spændetrøje for dialogen. En bestemt branding og en stor donation er svære mål at opnå på kort sigt. Derfor kommer man i dialogen kun til at se mod horisonten, og det man gerne vil opnå på lang sigt. Det bliver med andre ord svært at gøre noget her og nu.

Derfor er min anbefaling, at man udvider sin horisont og sætter flere bundlinjer i spil, så noget kan opnås nu og andet senere. Sådan bliver det langt nemmere at opbygge tillid og forventningsafstemme og dermed også at nå frem til det store mål senere i partnerskabet.

Og så skal man være opmærksom på, at det at arbejde med partnerskaber er et spørgsmål om godt håndværk. Man må gøre sig umage, dedikere tid til at være omhyggelig og kontinuerligt udvikle sine færdigheder.

Hvordan kommer man i gang med partnerskaber?

blog, News, timeline
featured image

“Satspuljen er begravet” og vi skal finde nye veje. De tre vigtigste elementer for at komme i gang med at arbejde med partnerskaber er at man:

  1. Gør sig klart hvad man ønsker at opnå med partnerskaberne
  2. Afgør hvordan man vil gå til processen mellem kontakt og kontrakt
  3. Identificerer dem man vil tale med om et eventuelt samarbejde

Alle tre elementer er overkommelige. Dog bliver de negligeret af mange, som derfor kommer skidt fra start med deres partnerskaber.

1. Gør jer klart hvad I ønsker at opnå med partnerskaberne
For at afklare, hvad man vil opnå med partnerskaberne, bør man starte med at afholde en intern workshop. Her skal I liste alle de ting, der får jer til at lykkes som organisation eller virksomhed, såsom overskud, stolthed, hjælp, effektivitet, innovation, identifikation. Herefter skal de prioriteres og tages med til dialogerne med den potentielle partner.

2. Afgør hvordan I vil gå til processen mellem kontakt og kontrakt
Dem som skal tage del i dialogen og samarbejdet, bør sætte sig sammen og diskutere, hvad de vil gøre for, at bliver en god og værdifuld dialog. Der skal tages stilling til, hvordan man vil gå til møderne, hvordan man forestiller sig processen forløbe, samt afdække hvad der konkret kan gøres for at opbygge tillid og afstemme forventninger. Det skal være en god oplevelse, at lære hinanden at kende. Det er et spørgsmål om godt håndværk.

3. Identificer dem I vil tale med om et eventuelt samarbejde
Endelig skal man screene markedet for at identificere potentielle samarbejdspartnere. Man skal ikke blot gå til top of mind-virksomheder og -organisationer. I skal gøre det klogere! Se på deres historik, deres nøgletal og på matchet mellem jeres og deres profil og værdier. Og brug derefter den fornødne tid på at analysere den bedste indgangsvinkel for at opnå jeres mål med dialogen.

Start med de tre skridt. Så kommer I godt i gang med at arbejde med partnerskaber.

Hvorfor arbejde med partnerskaber?

blog, News, timeline
featured image

De udfordringer, vi som samfund står overfor, bliver stadig mere komplekse. Klimaforandringer, migrationsstrømme, ulighed og polarisering er problemer, som ikke kan løses af én person, én organisation, én virksomhed eller ét land. Dertil kommer de støt stigende forventninger til civilsamfundet og erhvervslivet om at tage medansvar og finde løsninger på problemerne.

Men hvordan? Det kan være svært at svare på for den enkelte. Derfor har de brug for hinanden – organisationerne og virksomhederne – for når de arbejder sammen i partnerskaber er de rette ressourcer og incitamenter til stede til at finde løsninger, der kan gøre den nødvendige forskel for verden.

Derudover bør organisationer og virksomheder arbejde med partnerskaber, fordi de derigennem kan få dækket centrale behov samt udvide den platform, de arbejder ud fra. Partnerskaber kan bidrage til et eller flere af de elementer, der skal til for, at man som organisation eller virksomhed lykkes.

For begge typer aktør gælder, at de skal skabe økonomisk værdi, kontinuerligt udvikle produkter eller ydelser, retfærdiggøre deres valg overfor stakeholders, positionere sig i offentlighedens bevidsthed, skabe intern identifikation, tiltrække og fastholde medarbejdere samt løbende opkvalificere deres kompetencer.

Sættes disse bundlinjer i spil i en partnerskabsdialog, er der god chance for, at partnerne kan opnå mere sammen, end de kan hver for sig. Derfor skal man arbejde med partnerskaber.